Min baggrund

Inge Lise Hamilton

Psykoterapeut, parterapeut og underviser

Terapi og selvudvikling

Siden 2003 har jeg beskæftiget mig indgående i terapi, meditation og selvudvikling gennem træning og grupper, egen terapi og kurser hos Jens og Ellen G. Enemark på Center for Selvudvikling i Aarhus, hvor jeg fortsat har den store glæde, at finde nænsom støtte, vejledning og inspiration til min egen udviklingsproces. Her har jeg også fordybet mig i 4 års uddannelse til psykoterapeut, som jeg afsluttede i 2010. Siden har jeg drevet klinikken og kursusstedet Terapi og Selvudvikling i Aarhus. Jeg modtager løbende supervision af Jens Enemark og Ellen G. Enemark. Desuden følger jeg en selvudviklinggruppe og går i egenterapi på stedet.

Mit terapeutiske perspektiv udspringer af Bob Moores lære og hans dybe indsigt i det menneskelige energisystem, sådan som dette perspektiv gennem langvarig træning udfoldes på Center for Selvudvikling. Denne terapeutiske metode involverer arbejde med meditation, terapeutisk kommunikation, energiøvelser, kropsterapi, healing, drømme, spirituel integration og kreative og kunstterapeutiske tilgange.

Min dybe følelse for at arbejde terapeutisk med andre og skabe en støttende ramme for en indadsøgende udviklingsproces, udspringer af min egen mangeårige udviklingsproces, hvor jeg bl.a. har fordybet mig i meditation, yoga, bevægelse med meditativ kontakt, kunstterapi, Enneagrammet samt i arbejdet med drømme. Dette arbejde betragter jeg som fundamentet for den terapi og parterapi, som jeg laver samt for de meditationskurser, som jeg afholder.

Krop, bevægelse og kreativitet

Jeg er uddannet cand. mag. i dramaturgi (2005) og har i den forbindelse særligt beskæftiget mig med dramapædagogiske processer, fysisk teater og psykodrama.

Endvidere har jeg taget den dramapædagogiske efteruddannelse “Tre-i-een” fra Peter Sabroe Seminariet (2007)

Siden 1993 har jeg beskæftiget mig med kreative udtryk indenfor tegning, maleri, skulptur, drama, stemmearbejde, psykodrama og kunstterapi – i det primært med fokus på den personlige udviklingsproces samt som en del af min psykoterapeutisk uddannelse.

Undervisning, vejledning og pædagogik

I perioden 2008-2012 har jeg fungeret som vejleder, projektkoordinator og daglig leder af College Aarhus – et lille 10. klasses tilbud for unge med indvandrerbaggrund i forbindelse med faglig opkvalificering samt social og personlig udvikling.

Siden min studietid har jeg løbende tilrettelagt og afviklet kurser indenfor drama og teater.

Privat

Jeg bor i Aarhus, er gift og vi har en søn på 16 år.